nonfirmation
Konfirmation

Hvad er nonfirmation?

Frid Jørgensen 23. juni 2021
Bemærk at denne artikel er mere end et år gammel.
Hvis du ikke vil konfirmeres, så kan du stadig holde en stor fest – nemlig en nonfirmation. Men ved du, hvad nonfirmation er? Eller er du i tvivl om, hvordan man holder en nonfirmationsfest? Så læs med her!

Du kender sikkert til ordet konfirmation, og ved, at det handler om noget med kirke, hvide kjoler og stor fest. Men hvad nu, hvis man ikke vil konfirmeres? Så kan du holde en nonfirmationsfest i stedet. Kort sagt er nonfirmation, når du vælger, at du ikke vil konfirmeres i kirken, men stadig vil holde en fest.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvad er en nonfirmation?

I gamle dage blev nonfirmation kaldet 'en borgerlig konfirmation', som var navnet for en ungdomsfest, som man holdte, hvis man ikke ville konfirmeres, men stadig gerne ville fejre, at man nu var ved at blive voksen.

Der findes faktisk flere måder, du kan holde din nonfirmation på. Du kan vælge at holde en stor fest for venner og familie, men i Danmark eksisterer der også foreninger, som tilbyder alternative måder at blive nonfirmeret på. Her kan du for et eksempel vælge at gå til undervisning, der minder lidt om at gå til præst, men i stedet lærer man om livssyn, refleksion og andre emner, som giver dig nogle af de samme ting, som præsten ville have gjort – bare uden kristendom og kirke. Når dine venner holder konfirmation i kirken, holdes der en fælles fest for de elever, som har været med til undervisningen, og det er en ceremoni på linje med gudstjenesten i kirken.

Konfirmation og nonfirmation har det tilfælles, at det er en fejring af, at du går fra at være barn til at være voksen, og den overgang behøver ikke at være forbundet med religion.

Læs også: Hvad er konfirmation - og hvorfor holder man det?

hvad er konfirmation

Hvad laver jeg, når mine klassekammerater er til præst?

Det er meget normalt, at konfirmationsforberedelse foregår i elevernes skoletid. Men hvis du ved, at du ikke skal konfirmeres, så skal du heller ikke nødvendigvis gå til præst. Det er forskelligt, hvilke regler skolerne vælger at sætte for de elever, som ikke skal til konfirmationsforberedelse. På nogle skoler har du fri. På andre skoler laver de en anden undervisning eller lektiehjælp i de timer, hvor de andre elever er til konfirmationsforberedelse. Mogle af de elever, som ikke skal konfirmeres, vælger dog alligevel at tage med til undervisning hos præsten, da der er meget historie- og kristendomsundervisning, som er superspændende at lære om og også kan bruges til din historie- eller religionsundervisning i skolen.

Hvordan holder jeg en nonfirmationsfest?

Nonfirmationen er din dag, og festen skal selvfølgeligt fejres, som du godt kunne tænke dig det. En nonfirmationsfest kan holdes på mange måder. Hvis du mest er til en lille, personlig fest med din allertætteste familie, så er det jo superfedt. Eller måske vil du have den helt store familiefest, hvor du får lov til at se alle kusiner og fætre. Der er også mange, der vælger at fejre nonfirmation ved at tage ud at rejse i stedet for at holde en fest. Der er intet, som er rigtigt eller forkert, så længe du føler, at det er din fest.

Hvad har jeg på til en nonfirmation?

Ved en konfirmation er der normalt tradition for, at pigerne kommer i festlige, hvide kjoler, og at drengene kommer i jakkesæt. Men er der en form for dresscode, hvis du nu ikke lige skal konfirmeres? Selv om du ikke skal konfirmeres i kirken, så er din nonfirmation stadig en kæmpe fest. Så fyr op for en nice kjole eller en cool skjorte – og farven, den bestemmer du helt selv.

Hvad med Blå Mandag?

Mandagen efter konfirmationen kommer Blå Mandag. De fleste skoler vælger at give eleverne fri fra undervisningen, så de sammen kan gå ud og fejre, at de er blevet konfirmeret. Der findes ingen regler for, hvem der må og ikke må tage med til Blå Mandag, så selv om du ikke skal konfirmeres med din klasse i kirken, så kan du sagtens tage med til mandagsfesten med alle dine venner. HER kan du finde en guide til, hvad I kan lave på Blå Mandag.

Hvordan vælger jeg mellem konfirmation og nonfirmation?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, når det kommer til valget mellem konfirmation eller nonfirmation. Det er dit valg! Det allervigtigste er, at du gør op med dig selv, hvad der er grunden til dit valg. Vil du vælge nonfirmation, fordi du ikke har lyst til at være kristen? Eller fordi du selv kan vælge farven på din kjole? Eller vælger du konfirmation, fordi dine forældre forventer det af dig, eller fordi du selv har lyst? Hvis du er meget i tvivl, så sæt dig ned, og lav en liste med fordele og ulemper for konfirmation og nonfirmation. Eller snak med dine venner om, hvad de tænker omkring de to muligheder.

Læs mere om

MestLæste