Taler til konfirmation

Tips til at holde en god takketale

Er du nervøs for at skulle holde en takketale til din konfirmation? Eller er du bare lidt usikker på, hvordan man egentlig gør? Her er fem tips til at blive sej til det der med taler!

Så kom øjeblikket, hvor det er din tur til at slå på glasset og holde en tale. Det kan virke så uoverskueligt og nærmest helt skræmmende, hvis du er lidt genert. Men husk på, at det er megagod stil, at holde en takketale til din konfirmation. Alle er her jo for dig - og de fleste (især din mor og far) har faktisk gjort noget ud af at købe en flot gave og gøre noget ekstra ud af din helt specielle dag. Det er måske første gang, at du skal holde en tale, og derfor er du lidt usikker på, hvad man liiiige skal huske. Med disse fem tips bliver du klar til spotlyset, når du holder en tale til din konfirmation.

Konfirmationstale – tip 1: Stol på dig selv

Det allervigtigste tip til at gøre dig til en 12-tals-taler er, at du stoler på dig selv. Du er sindssygt sej, fordi du tør stille dig op og tale, og selv om der skulle komme et par smuttere, når du skal holde talen, så bare grin af det! Din familie vil helt sikkert grine med dig og bare synes, at du er megasød, fordi du er lidt nervøs.

Takketale – tip 2: Husk at øve dig

Uanset om du skriver en sang eller skal holde en tale, så er det rimelig nederen, hvis gæsterne kan se, at du slet ikke kan huske hverken sangteksten eller teksten til din takketale. Så brug en halv time om dagen på at læse teksten højt, så du får ordene ind under huden. Det hjælper også på din nervøsitet, hvis du føler, at du har nogenlunde styr på teksten. Du må gerne have et talepapir i hånden, men sørg for, at du ikke hele tiden kigger ned på papiret og ikke på dine gæster.

Konfirmationstale – tip 3: Tal højt og tydeligt

… mumle mumle … for de er bare … mumle mumle … Når du nu har været så sej, at du har fået skrevet en tale, så vil det være megaærgerligt, hvis dine gæster så ikke kan høre, hvad du egentlig vil sige. Så husk at tale højt og tydeligt, så dine gæster ikke går glip af din helt sikkert gode tale.

Læs også: Tips til at holde en god tale

Takketale – tip 4: Nerver

For det første - ALLE er nervøse, lige inden de skal holde en tale. Så det er ganske naturligt, at maven begynder at opføre sig lidt skørt, og at dit hjerte hamrer hurtigere end normalt. For det andet - Din familie og venner kender dig for den, du er, og hvis du er en lidt genert type, så ved de det jo godt. Så hvis dine kinder bliver lidt røde, eller hænderne ryster lidt, så kan du være helt sikker på, at dine familie og gæster kun vil smile af det.

Konfirmationstale – tip 5: Skåååål

Når du er færdig med at tale, så afslut talen med at bede dine gæster om at rejse sig og udbringe en skål for dine forældre. Det er en god måde at afslutte din fine tale på, og dine forældre vil helt sikkert være superimponerede og stolte.

Læs også: De bedste underholdningsidéer til din konfi

Takketale – ekstra tip: Plan b

Hvis du virkelig VIRKELIG hader tanken om, at du skal tale foran alle de mennesker, så kan du i stedet være kreativ og lave en plan b. Lav i stedet en video med din tale, som du har filmet inden dagen. I apps som iMovie eller andre videoredigeringsprogrammer på din mobil er det supernemt for dig at smide videoklip ind og sætte det sammen til en sej filmoplevelse.

Tør du ikke holde tale, men vil du gerne takke dine forældre og gæster for at fejre din konfirmation? Så er du ikke alene!

Se vores svar til en pige, der bad os om vores råd: