drenge hår konfirmation
Foto: Shutterstock
Hår

Inspiration til drengene: Sådan kan du sætte dit hår til konfirmationen

Hvordan skal håret sidde til din konfirmation? Læs med her, hvor vi giver dig tips til din konfirmationsfrisure.

Helt kort hår

Måske tænker du, at du da ikke behøver at gøre noget ved dit hår, for det er jo helt karseklippet. Meeeen der er altså stadig noget, du kan gøre, for at det ser sundt ud – især din hovedbund. Sørg for at pleje den ved at massere for eksempel arganolie ind i hovedbunden hver anden dag op til konfirmationen. Det hjælper mod skæl og generel tør hovedbund. Olien kan få håret og hovedbunden til at se lidt fedtet ud, så du skal ikke gøre det på selve konfirmationsdagen, og hvis du gør det inden sengetid, er det en god idé at lægge et håndklæde på puden, så den ikke bliver plettet af olien. Hvis du er ved at gro dit hår ud, så det ikke længere er helt kort, kan du overveje, om du skal have det studset lidt i siderne, så det er længere på toppen.

Kort hår

Der er ret mange muligheder for en cool konfirmationsfrisure for dig, der har kort hår. Du kan tage til frisøren og blive guidet til, hvilken frisure der ville passe perfekt til dig – tag eventuelt et billede med af den frisure, du drømmer om. Nogle gange kan det være nødvendigt, at du bliver klippet lidt, så håret kan komme til at sidde præcis, som du ønsker. De klassiske herrefrisurer, hvor håret er lige langt alle steder og uden alt for mange produkter, er trendy igen, så det kan du også prøve dig frem med. Hvis dit hår er langt nok til lidt pandehår, så er det også en trend, du kan hoppe med på!

Læs også: Inspiration til konfirmationstøj til drenge

Mellemlangt hår

Midterskilningen er totalt in, så prøv dig frem med den – både hvis du har glat og krøllet hår. Du skal ikke være bange for den såkaldte ’grydefrisure’, da den ses alle steder i øjeblikket! Du kan også bruge lidt voks til at stryge håret casual tilbage, det er bare vigtigt, at det ikke bliver alt for fedtet af produkter, og at det stadig har ’sit eget liv’ og falder på en naturlig måde. Hvis du er til det afslappede surferlook, så brug lidt tørshampoo for at give håret fylde og se tilfældigt ud, og så sørg generelt for at bruge en god hårkur flere gange om ugen op til konfirmationen, så garnet ser flot og sundt ud.

Langt hår

Det kan godt være, at man siger, at en man bun (altså en knold til en mand) er på vej ud, men hvis det er din yndlingsfrisure, så skal det ikke holde dig tilbage. Hvis du vil have knold eller hestehale så brug eventuelt lidt hårspray til at få håret til at sidde, så de små hår ikke stikker ud til alle sider. Du kan også lade det hænge løst med en midterskilning, men så er det vigtigt, at håret ser sundt og velplejet ud. Sørg for at få studset spidserne, så de ikke ser spaltede ud, og brug en god hårkur i ugerne op til konfirmationen. 

Læs også: Sådan finder du de perfekte konfirmationssko

I galleriet herunder kan du få inspiration til dit hår til konfirmationen fra stjernerne!

Inspiration til konfirmationshår til drenge