Konfirmationskjole
Foto: Shutterstock
Konfirmationskjoler

Find den perfekte konfirmationskjole

Er du også forvirret over alle de konfirmationskjoler, du kan vælge imellem? Få inspiration til de største trends, og få tips til at style din kjole, så den passer lige til dig.

Skal du konfirmeres til foråret? Du er sikkert megaspændt på din store dag, hvor det er dig, der er i centrum. Derfor skal du selvfølgelig også stråle i den flotteste konfirmationskjole!

Vælg din konfirmationskjole: Enkel, utraditionel eller med blonder?

Man kan godt blive ret forvirret over alle de smukke konfirmationskjoler, der findes. For skal det være en romantisk blondekjole eller en enkel, klassisk kjole? Skal den være kort eller lang, tætsiddende eller med strutskørt? Mulighederne er mange, men det vigtigste er, at du føler dig tilpas i din konfirmationskjole.

Husk at være tro mod dig selv, for du skal ikke købe en kjole, du ikke føler dig tilpas i, og som ikke afspejler din personlighed. Hvis du ikke føler dig tilpas i en kjole, kan du sagtens finde en fin buksedragt eller sætte bukser og bluse sammen. 

Tag testen: Hvilken konfirmationskjole skal du have?

Det er en god idé at kigge på konfirmationskjoler på nettet og kigge i butikker med din veninde, inden du går ud med dine forældre og køber din endelige kjole. Der kan du nemlig finde inspiration og tips til, hvilke muligheder der er, og hvilket look du vil have til din konfirmation. 

Det kan være vildt svært at finde den rigtige kjole! Se Frances' jagt på den perfekte konfirmationskjole her:

De største trends: Konfirmationskjoler 2019

Det er helt op til dig, om du vil følge årets trends, eller om du har helt andre idéer om, hvordan din kjole skal se ud. Men måske kan du finde inspiration fra forårets kollektion af smukke konfirmationskjoler.

Bare skuldre

I 2019 skal du vise bare skuldre, hvis du vil være med på den højeste trend. Vælg mellem fine off-shoulder-kjoler, hvor dine skuldre er helt bare, eller kjoler uden ærmer.

Blondekjoler

Blonder er megahot, uanset om du vælger en hel blondekjole eller en glat kjole med smukke blondedetaljer. Der findes megamange forskellige kjoler med blonder, og blonderne giver dig et romantisk look, så du kan føle dig som en rigtig prinsesse, når du sidder i kirken.

Transparente detaljer

Det er meget moderne at have en helt enkel konfirmationskjole på, hvor ryggen, ærmerne eller skuldrene er transparente. Det giver din kjole et enkelt og klassisk look.

Knælange kjoler

Hvis du vil følge trenden, skal din konfirmationskjole gå til knæene eller lige over knæene. Det er til gengæld helt op til dig, om du vil have flæser, strutskørt eller en stram kjole på.

Konfirmationssko, der viser din personlighed

Dine sko skal vise din personlighed og fuldende dit look. Skal du have hvide sneakers, sandaler, stiletter eller sko i en helt anden farve på til din hvide kjole? Få din prinsessekjole til at se mere rå og sporty ud med et par hvide sneakers, eller style din hvide buksedragt med et par høje hæle. Leg med farvede sko og accessories - det er HELT op til dig, hvad du vil udstråle til din konfirmation. HER kan du finde inspiration til de perfekte sko til din konfirmation. 

Husk at style din konfirmationskjole

Når du har fundet drømmekjolen, er den næste udfordring, hvordan den skal styles, og hvilke accessories, du skal købe. Din styling er lige så vigtig som kjolen, for der vælger du, hvilket look du vil have til din konfirmation. Du kan faktisk få rigtig mange forskellige looks ud af den samme kjole. Her har vi listet nogle forskellige typer kjoler, og nedenunder giver vi vores bud på, hvordan du kan style dem enkelt eller prinsesseagtigt.

Blondekjole med lange ærmer

Hvis din kjole har lange ærmer, eller der er mange blondedetaljer på skuldrene eller ryggen, ser det megafint ud, hvis du lader kjolen være i fokus. Style din kjole med enkle smykker, så der er fokus på kjolens detaljer, og sæt håret op, så det ikke dækker for kjolen. 

Sådan styler du det enkle look 

Hvis du har det bedst med det helt enkle look, kan du style denne kjole med flade, hvide sommersandaler eller hvide sneakers. Glat håret, og sæt det op i en stram, høj knold. 

Sådan styler du prinsesselooket

Hvis du føler dig tilpas i høje hæle, kan du sagtens style din blondekjole med stiletter, men vælg nogle enkle, hvide sandaler med hæl frem for lukkede pumps eller stiletter med for mange detaljer. Du kan også sagtens være prinsesse med flade hvide sandaler. Pynt din opsatte frisure med små fletninger eller lidt hårpynt. 

Bare skuldre

Har du bare skuldre, eller går din kjole til lige over brystet? Det er megafint med bare skuldre, men det er en god idé at købe en fin cardigan til, som du kan have på i kirken, eller hvis det bliver koldt. Køb en stropløs bh, så stropperne ikke stjæler fokus fra kjolen, og lad dit hår hænge løst. Style din kjole med enkle smykker, men sæt fokus på armbånd, ringe og halskæde.

Sådan styler du det enkle look

Vælg flade, hvide sandaler eller hvide sneakers, og køb en ensfarvet, hvid cardigan til at tage på i kirken. Glat håret eller lav lange, bløde krøller, og lad det hænge løst ned over skuldrene. Lav for eksempel sideskilning, og flet pandehåret til siden i en lille, fransk fletning, og flet den løst hele vejen ned langs håret.

Sådan styler du prinsesselooket

Style din kjole med stiletter eller hvide sandaler. Hvis der er mange detaljer og blonder på din kjole, kan du style den med en hvid blazer eller en transparent cardigan. Hvis din kjole er helt enkel, vil det se megafint ud at tage en cardigan med blonder på til. Lav store, bløde krøller i håret, så du får megafint hollywoodhår. 

Enkel konfirmationskjole

Hvis din kjole er helt enkel, har du megagode muligheder for at style din kjole og sætte et personligt præg på dit look, for både accessories, hår og makeup vil være i fokus.

Sådan styler du det enkle look 

Tag hvide sneakers på, men skift snørrebåndet ud med et megafint hvidt eller pastelfarvet silkebånd. Eller tag pastelfarvede stilletter på til, og skil dig ud fra de andre konfirmander. Sæt håret op med franske fletninger, eller i en enkel, opsat frisure.

Sådan styler du prinsesselooket

Vælg hvide ballerinaer med blondedetaljer eller hvide, pyntede sandaler. Du kan også vælge at hoppe i et par overdådige, hvide stiletter med fine detaljer. Vælg en cardigan med blondedetaljer, så du får et mere romantisk look. Lad håret hænge i bløde krøller, og sæt en blomsterkrans eller andet cute hårpynt i håret. Afslut med en lys lipgloss.