konfirmationstøj til drenge
Foto: Shutterstock
Konfirmationstøj

Inspiration til konfirmationstøj til drenge

Ved du ikke, hvilket tøj du skal have på til din konfirmation? Så kig med her, for vi har nemlig fundet inspiration til konfirmationstøj til drenge.

Du ved, at du skal kigge tilbage på billederne fra din konfirmation resten af dit liv – og selv om moden helt sikkert kommer til at ændre sig mange gange, så er det jo fedest, hvis du finder et outfit, som du føler dig tilpas i, så det bliver de bedst mulige billeder fra din store dag.

Nederst i artiklen kan du få inspiration ved at se, hvad der blandt andet er på mode for mænd i foråret 2018, men overvej også de her ting, før du køber dit outfit:

Skal konfirmationstøjet være jakkesæt eller jeans?

Nogle føler sig supertilpas i et jakkesæt, mens andre har det bedst i et par jeans. Måske har du allerede et fint jakkesæt, som du kan bruge og pifte op med et nyt slips eller nye sko, eller det kan være, dine yndlingsjeans i skabet passer perfekt til den nye skjorte, du har udset dig. Du kan vælge at få skræddersyet et jakkesæt, så det bliver lige, som du vil have det – eller du kan gå ned i en butik og få en ekspedient til at hjælpe dig med den rigtige størrelse og den farve, der passer perfekt til dig.

Læs også: Inspiration til dit Blå Mandag-outfit

Skjorte, bluse eller T-shirt?

En skjorte kan både bruges til et jakkesæt, til et par fine bukser eller til jeans. Det samme kan en tynd bluse eller en T-shirt. Du kan mixe og matche, så det bliver lige så fint eller afslappet, som du vil have det. Det er svært at vide, hvordan vejret kommer til at blive, så det er altid en god idé at have en form for jakke eller cardigan ved hånden. Jakken kan jo også bare være den denimjakke, du allerede har hængende, hvis du er vild med det look.

Slips eller butterfly?

Et slips behøver ikke at være kedeligt og klassisk. Prøv med en særlig farve eller et mønster, der beskriver din personlighed. Du kan også gå efter det lidt friskere look med en butterfly i en sjov farve – eller hvad med en i glimmer eller pailletter måske? Så er der i hvert fald dømt fest! Det er en god idé at øve sig i et binde slips og butterfly inden selve dagen (eller få din mor eller far til at hjælpe dig), så du ikke stresser om morgenen, før du skal af sted til kirken. Men husk, at hverken slips eller butterfly er et must, hvis du ikke er til det.

Hvem skal med dig ud at shoppe?

Måske har du allerede vildt godt styr på lige DIN stil – du ved, hvad du vil have på, og du vil helst selv bestemme. Det er helt okay, men det er altid en god idé at have et par ekstra øjne på, for måske tænker du ikke selv over, at de stramme jeans ikke er optimale, når du skal knæle i kirken, eller måske kan du ikke selv se, at jakken stumper lidt underligt bagpå. Tag en af dine forældre eller en ven med ud at shoppe, som kan give råd og vejledning og tage nogle billeder af dig, når du prøver forskellige outfits. Så kan de konfirmationsbilleder ikke gå galt!

Læs også: Find de perfekte sko til din konfirmation

På mode for mænd i foråret 2018

Vil du være supertrendy, når du går op af kirkegulvet til din konfirmation, og når du holder tale for dine gæster til festen? Så er der nogle særlige modetrends for mænd, du skal kigge nærmere på og lade dig inspirere af, når du køber dit outfit til konfirmationen – og Blå Mandag for den sags skyld.

  • Jakkesæt i farver (ingen farve er forkert eller for meget)
  • Surfer-looket (måske en Hawaii-skjorte …)
  • Højtaljede bukser (gerne med et lille bælte til)
  • Far-looket (almindelig sweater, jeans og blazer)
  • Bukser med vidde (RIP skinny jeans)