Konfirmation

Konfirmationen er en af de bedste dage i dit liv, og derfor skal dagen bare være perfekt. Det kan føles uoverskueligt med alt det, du skal have ordnet og planlagt, men bare rolig – på konfirmation.dk har vi samlet alle vores bedste artikler, der kan få dig igennem planlægningen punkt for punkt. Længere nede på siden kan du endda få helt styr på, hvad konfirmation egentlig går ud på.

Alle artikler om Konfirmation

Indholdet fortsætter under annoncen

Vis flere

Konfirmation 2018

Nærmer din konfirmationsdag sig? Så er det nok en tid med masser af sommerfugle i maven og store forventninger. Konfirmationen er nemlig en rigtig vigtig begivenhed for mange unge. Det er en dag, hvor DU er i centrum og kan gå all-in på det tema, som passer til lige din personlighed. Samtidig er det også en symbolsk dag, hvor du bliver fejret af hele familien, og hvor I markerer, at du er på vej ind i voksenlivet… Nåh ja, og så er du måske også heldig at få en masse lækre gaver.

Her kan du læse alt om, hvad konfirmation egentlig er, og få gode tips til, hvordan du forbereder dig og planlægger dit livs hidtil vigtigste fest: Den fest, hvor du går fra barn til voksen. 

Læs også: Serie: "Frances konfirmation" 

Foto: Shutterstock

Hvad er konfirmation helt præcist?

Konfirmation handler helt enkelt om din tro på Gud, og er en ældgammel tradition, som kom til Danmark i 1700-tallet. Når du bliver konfirmeret, betyder det, at du bekræfter din dåb og din kristne tro. Når du bliver døbt, er det dine forældre, der på dine vegne siger, at du tror på Gud, og bekender dig til den kristne tro, og det er netop det, som du skal bekræfte, når du skal konfirmeres.

Det betyder altså, at kravet til at blive konfirmeret er, at du allerede er døbt. Hvis du ikke blev døbt som barn, er det derfor noget du skal gøre nu, inden du kan konfirmeres.

For mange handler konfirmationen lige så meget om at fejre, at man er ved at være voksen, og derfor er det også blevet helt accepteret at blive det, man kalder nonfirmeret, i stedet for konfirmeret. Nonfirmations-festen foregår ofte på helt samme måde som konfirmationen, bortset fra at man ikke har kirkeceremonien inden. Om du vil have kirkeceremoni og kæmpefest eller en stille og rolig frokost, er jo helt op til dig og dine forældre.  

Læs også: Hvad er konfirmation - og hvorfor holder man det? 

Foto: Shutterstock

Det skal du huske til din konfirmation

Den helt klassiske konfirmationsfest kræver en hel del planlægning. Her er 8 ting, du skal huske at have styr på, for at få den perfekte fest.  

  1. FESTLOKALET. Sørg for at være i god tid med at finde festlokale. Mange populære lokaler er booket flere år i forvejen i konfirmationsperioden. 
  2. MADEN. Vær også i god tid med maden. Er det et cateringfirma, der skal til, eller en i familien, som skal stå for maden? Planlæg menuen hurtigst muligt, og alt det, der skal bookes, skal bookes i god tid.
  3. INVITATIONER. Det er en god idé at invitere folk i god tid, så du er sikker på, at så mange som muligt kan komme til din konfirmation. Overvej, om du måske skal lave nogle flotte invitationer selv og køre et DIY-tema til din fest?
  4. FORVENTNINGSAFSTEM. Sørg for, inden du sammen med dine forældre går i gang med resten af planlægningen, at I har fået talt godt igennem, hvad I har af ønsker til dagen, så I kan holde en god fest, som er sjov for hele familien. Og husk på, at selv om det er din dag, så er det dine forældre som betaler og gerne vil fejre dig, så derfor har de også lidt at skulle have sagt.
  5. TEMA. Vil du have et tema til din drømmefest, så kan det for eksempel være en farve, som går igen i alt fra oppyntning til drinks og kjole, eller hvis du er glad for musik, kan du pynte op med noder og sangtekster og holde en karaoke-turnering undervejs. Eller hvad med DIY-temaet med flotte billeder af dig og familien over det hele? Temaet er fedest, hvis det afspejler din personlighed!
  6. ØNSKESEDDEL. Husk at komme med ønsker til alle prisklasser og ikke kun at ønske dig penge. På den måde får du måske nogle fine gaver, som du kan have med dig resten af livet.
  7. TØJET. Det kan måske føles som noget af det vigtigste for dig, og med god grund. På din konfirmationsdag er alle øjne nemlig på dig, og derfor må du i den grad gerne gøre noget ekstra ud af det outfit, du skal have på. Rimelig tidligt kan du begynde og overveje, om mon det skal være kjole, bukser, jakkesæt eller jeans? Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas, og at outfittet viser din personlighed.
  8. TALE/SANG. Udover, at alle dine gæster vil synes, at du er megasej, hvis du under festen rejser dig op og siger tak til dine forældre og for de fede gaver, du har fået, så er det også bare rigtig god stil. Selv om det kan være grænseoverskridende, så overvej, om det ikke er noget, du har lyst til – og om det skal være med en tale, en sang eller noget helt tredje?

Læs også: Huskeliste til din konfirmation

Der er mange praktiske ting, du skal have styr på til din store dag, men HUSK at dine forældre også er med til at holde festen, så det hele er slet ikke kun dit ansvar. Det betyder også, at de kan stå for de lidt mere kedelige ting, som at vælge vin og stole, mens du selv kan fyre den af med at planlægge oppyntning og outfit. 

Shutterstock

Det perfekte konfirmationsoutfit

For de fleste konfirmander er det meget vigtigt at konfirmationstøjet bare spiller, og at man føler sig fin og tilfreds i outfittet. Mange piger vælger at blive konfirmeret i en kjole, men hvis du føler dig bedre tilpas i et par jeans eller en fed buksedragt, så skal du ikke føle dig presset til at have konfirmationskjole på – det er bare sejt at være unik. Det samme gælder for drengene, som slet ikke behøver at have hvid skjorte eller jakkesæt på, for at se godt ud. Hvad med en fed polo, farvet skjorte eller pullover i stedet?

Der findes konfirmationskjoler, konfirmationsjakkesæt og andre fede konfirmationsoutfits i mange forskellige budgetter og stilarter. Tal med dine forældre om, hvad I har råd til, og prøv en masse forskelligt, inden du beslutter dig. Når du har fundet det helt rigtige outfit, kan du gøre den unik og personlig ved at mixe den med tilbehør, der fremhæver din stil, for eksempel et par glimmerstrømper, et fedt ur eller en blomsterkrans i håret. 

Har du brug for inspiration til det helt rigtige konfirmationstøj? Læs mere her! 

Foto: Shutterstock

Det kan du ønske dig til din konfirmation

Det kan faktisk være ret svært at finde ud af, hvad man skal ønske sig til sin konfirmation, og derfor ender det tit med at mange konfirmander bare ønsker sig penge. Men det kan også være lidt kedeligt! Her har du derfor en liste til, hvad du for eksempel kunne ønske dig:

  • Smykker
  • Gavekort
  • En rejse, for eksempel en sprogrejse
  • Fedt tøj eller pæne sko
  • Parfumer
  • Et Vi Unge-abonnement
  • Wellness tur
  • En cykel
  • Computer
  • Billetter til koncerter
  • Gavekort til en biograftur
  • En fed rejse-taske
  • Et ur
  • Nye møbler til dit værelse
  • Et kamera
  • Et glattejern
  • Et fjernsyn
  • En mobil 

Læs også: Idéer til konfirmationsønsker

Foto: Shutterstock

Husk at sige tak

Det kan virkelig være svært og megagrænseoverskridende, men det er bare god stil at sige tak til sine forældre og gæster under konfirmationsfesten. Heldigvis kan man gøre det på mange forskellige måder, og derfor kan du finde en måde, som passer bedst til dig, og den du er. Du kan for eksempel holde en tale eller skrive en sang. Hvis du er meget genert, og ikke kan lide at tale foran mange mennesker, kan du også bare udbringe en kort skål eller få din søster eller dine forældre til at hjælpe dig med at få sagt tak. Husk, at det er din konfirmation, og dine venner og familie er kommet for at fejre dig. Du er altså omgivet af folk, som vil dig det bedste, og derfor er det slet ikke farligt – tværtimod vil de nok synes, at du er den sejeste, hvis du gør lidt ekstra ud af det!

Hvis du er inviteret til din venindes konfirmation, kan du også overveje, om du vil holde en tale for hende. Der er altid mange sjove og rørstrømske ting, man gerne vil sige til sin bedste veninde, og det kan være rigtig pinligt, hvis man føler, at man bliver lidt for meget overfor ens venindes mange gæster. Derfor er det altid en god idé, uanset om du holder tale til din egen eller din venindes konfirmation, at øve din tale igennem mange gange, så du kan gennemføre den, selv om tårerne eller grineflippet presser sig på. 

Læs også: 7 fede (og dyre) oplevelser, du kan ønske dig til din konfirmation

Blå Mandag – hvad er det? 

Mandagen efter konfirmationen kalder man for Blå Mandag, og de fleste konfirmander bruger dagen sammen med deres klasse eller deres konfirmationshold – og heldigvis! Tænk, hvor kedeligt det havde været, hvis din store dag kun skulle fejres en enkelt dag.

Mange arrangerer sjove aktiviteter som lasergame, gokartræs eller en tur i en forlystelsespark, og der bliver også tit sat tid af til at spise god mad og shoppe lidt for konfirmationspengene. Hvis du er med til at arrangere klassens Blå Mandag, kunne du også foreslå, at I spiser lækker mad sammen hos en af jeres forældre om aftenen og eventuelt holde fest bagefter.

 

Det er også en tradition, at man får nyt, lækkert tøj til Blå Mandag. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal have på til din Blå Mandag, kan du måske finde inspiration her.